Hvis du vil kende mig lidt bedre.
I 2001 var jeg endt i Italien, betalt for et værelse i en måned og sad nu på en kantsten i Firenze – fuldstændig blanket af. Dette var nok øjeblikket, hvor man i filmen om mig ville sige, at det var lavpunktet, hvor hovedpersonen skulle bestemme, hvilken vej livet skulle gå.
Forinden havde jeg været på kontrakt som fodboldspiller med flere kampe på ungdomslandsholdet. Det hele kørte sådan set på skinner, men så døde min far, og min verden gik fuldstændig i stå. Alt det livet var, var pludselig ikke mere.
En samtale jeg havde med min far den dag, han døde, skulle dog vise sig at ændre mit liv. Min far havde på det tidspunkt erkendt, at han snart skulle væk, og det havde skabt en ny form for klarhed for ham.Dette var hans sidste chance for at sende mig videre i livet.
Han fortalte mig den dag, at det meste af livet var statisk. Et tog, der bare kørte derudaf med uddannelse og karriere og regninger. Lasse, du er nødt til at springe af det tog engang imellem, sagde han. Du skal leve gennem hjertet og ikke bare lade dig føre gennem livet af ydre omstændigheder, lev bevidst formanede han.
Efter min fars død død flygtede jeg ud i verden, nærmest i koma, jeg måtte bare væk husker jeg, også fra fodbolden som ellers var hele min identitet. Alt føltes pludselig fremmed for mig.
Efter rejser rundt i verden og et forlist forhold til min ungdomskæreste, sad jeg nu der på kantstenen og vurderede mine muligheder. Jeg ville under ingen omstændigheder hjem til Danmark, flugten måtte fortsætte, koste hvad det ville.
Jeg gik rundt og ledte efter arbejde og på restauranten Baldovino nær Piazza Santa Croce mødte jeg en dansk kvinde, Rebecca, som forbarmede sig over mig og lod mig være opvasker.
Det blev mit første job i restaurationsbranchen, og hvor jeg trådte mine første skridt som restauratør, hvilket skulle vise sig at blive min skæbne i mange år fremadrettet.